Skærmbriller: virker de, og hvem har brug for dem?

Skærmbriller sælges i to varianter, der løser vidt forskellige ting. Den ene har en styrke tilpasset afstanden til skærmen, cirka 50 til 70 centimeter, og den hjælper mange. Den anden er et filter mod blåt lys, og her er dokumentationen svag. Arbejder man regelmæssigt ved skærm, skal arbejdsgiveren betale den første.

Kort fortalt:

• Skærmbriller med styrke og briller mod blåt lys er to forskellige produkter. Butikken sælger dem under samme navn.
• Et forskningsoverblik fra Cochrane i 2023 samlede 17 randomiserede forsøg og fandt, at blåt lys-filter måske ingen forskel gør for øjentræthed. Sikkerheden i svaret er lav.
• Den mest oversete årsag til trætte skærmøjne er en brydningsfejl, man ikke kender til. En brydningsfejl er en unøjagtighed i øjets optik, så billedet ikke bliver skarpt på nethinden, og styrken af den måles i dioptrier. En halv dioptri ukorrigeret bygningsfejl er nok.
• Man blinker sjældnere foran skærmen, men man blinker lige så lidt, når man læser en bog. Faldet skyldes læsningen, ikke lyset.
• Grænsen i Danmark er mere end to dages skærmarbejde om ugen set over en måned, hvilket Arbejdstilsynet regner som 14,8 timer, altså to gange en fuld arbejdsdag på 7,4 timer.

Skærmbriller og blåt lys-briller er to forskellige ting

De to produkter sælges under samme navn, men kun det ene har en styrke, og kun det ene gør en målbar forskel for synet.

Skærmbriller med styrke er almindelige briller, hvor glassenes styrke er sat til den afstand, man sidder i foran skærmen. De retter en brydningsfejl, præcis som læsebriller retter den på nært hold. Det er den type, der gør en mærkbar forskel for mange, og det er den type, arbejdsgiveren har pligt til at betale.

Briller mod blåt lys er derimod ofte glas uden styrke med en belægning, der filtrerer en del af det blå lys væk. De sælges med et løfte om mindre træthed og bedre søvn. Det er netop det løfte, forskningen har svært ved at bekræfte. En belægning gør ikke et par glas uden styrke til et par gode skærmbriller.

Den amerikanske øjenlægeforening skelner selv mellem de to: de anbefaler ikke briller mod blåt lys, men behandler optisk korrektion til skærmafstand som noget andet og fuldt rimeligt.

Har man brug for skærmbriller? Sådan finder man ud af det

Har man gener ved skærmen eller ikke fået synet undersøgt i over to år, går vejen gennem en synsprøve. Er synet målt for nylig, og er der ingen gener, er det ergonomien og ikke brillen, der skal justeres.

Først det, der ikke kan vente. Får du pludselig sløret syn, dobbeltsyn, ondt i øjet, lysglimt, en byge af nye flyvende fluer eller en skygge, der lægger sig over synsfeltet, er det ikke et brillespørgsmål. Så skal du til øjenlæge nu, ikke til optikeren efter skærmbriller.

Er der ingenting af det, går man videre:

Den sidste linje ligger oven på alle de andre. Hvilken styrke og hvilken glastype der skal til, er en måling med ens eget skrivebord som udgangspunkt, og hvem der betaler, afgøres, før man bestiller.

Virker briller mod blåt lys?

Næppe mod trætte øjne, og det grundigste overblik, vi har, siger det ret forsigtigt.

Cochrane-gennemgangen fra 2023 (Singh med flere, Cochrane Database of Systematic Reviews) samlede 17 randomiserede forsøg fra seks lande. Forsøgene var små, fra fem til 156 deltagere hver, og for forskellige til at kunne lægges sammen i en metaanalyse.

Konklusionen er forskellig for hvert af de tre udfald:

For øjentræthed ved skærmarbejde skriver forfatterne, at der måske ingen forskel er mellem glas med og uden blåt lys-filter, målt inden for en uge. Sikkerheden i det svar er lav. Retningen er dog tydelig nok: glassene ser ikke ud til at gøre det, de oftest sælges for.

For søvn er sikkerheden meget lav. Seks forsøg med i alt 148 deltagere pegede i hver sin retning: tre viste en forbedring, tre viste ingen.

For nethinden er der ingenting at konkludere ud fra: ingen af forsøgene målte den overhovedet. Cochrane fandt altså ikke, at glassene lader nethinden i stikken. »Ingen dokumenteret beskyttelse« og »dokumenteret ingen beskyttelse« er to forskellige udsagn, og kun det første er sandt.

Gennemgangen viser altså ikke, at glassene er virkningsløse. Den viser, at efter 17 forsøg er det ikke lykkedes nogen at påvise, at de virker.

Er blåt lys fra skærmen skadeligt for øjnene?

Nej. Den amerikanske øjenlægeforening skriver, at den lille mængde blåt lys, der kommer fra en computerskærm, aldrig er vist at skade øjnene, og at det derfor ikke er nødvendigt at bruge penge på særlige briller til computerarbejde. Generne knytter de til hvordan skærmen bruges, ikke til lyset.

Størrelsesforholdet forklarer hvorfor. Lyset fra en skærm er svagt sammenlignet med dagslys. Rigmor C. Baraas, professor i optometri, og Terje Christensen, professor i strålingsmedicin, gennemgik grundlaget i 2021 og konkluderede, at blåt lys, som vi møder det i hverdagen, ikke har negative virkninger på hverken øjnene eller huden.

Den træthed, man føler efter en lang skærmdag, er virkelig, men forbigående, og den efterlader ingen varig skade. Og skader lyset ikke øjet, falder hovedargumentet for at filtrere det væk.

Hvad giver egentlig trætte øjne foran skærmen?

Det er den koncentrerede læsning, ikke skærmen og slet ikke lysets farve. Blinkefrekvensen falder lige så meget over en bog som over en skærm, og den hyppigste enkeltårsag til generne er en ukorrigeret brydningsfejl.

Standardforklaringen lyder, at man blinker sjældnere foran skærmen, tårefilmen fordamper, og øjet bliver tørt. Første del passer. I et studie fra 2023 (Chidi-Egboka med flere, Investigative Ophthalmology & Visual Science) blev blinkene målt med øjensporing hos 24 personer: omkring 11 blink i minuttet under læsning mod 32 under samtale og 31 under gang. Faldet indtraf inden for et minut.

Men der var ingen forskel på papir, laptop, tv og mobil. Et kontrolleret studie fra 2015 (Argilés med flere, samme tidsskrift, 50 deltagere) fandt det samme: alle læsesituationer sænkede blinkefrekvensen, trykt tekst lige så meget som skærm.

Og blinkefrekvensen er måske ikke engang det, der gør ondt. I 2023-studiet var der ingen sammenhæng mellem, hvor ofte deltagerne blinkede, og hvor generede de var. Et studie fra 2013 (Portello med flere, Optometry and Vision Science) pressede blinkefrekvensen op med et lydsignal, fra under 12 til 23,5 blink i minuttet, uden at generne blev mindre.

Det, der ser ud til at betyde noget, er, om blinket er fuldstændigt. Et helt blink trækker lipidlaget, det tynde fedtlag fra kirtlerne i øjenlåget, ud over hele hornhinden. Det lag bremser fordampningen mellem blinkene, og et halvt blink får det ikke på plads.

Her adskiller skærmen sig faktisk fra papiret: i 2015-studiet var det kun elektronisk læsning, der øgede andelen af ufuldstændige blink. I 2013-studiet var 16 procent af blinkene ufuldstændige, og det var netop den andel, der hang sammen med generne.

Hvor mange er så ramt? En metaanalyse fra 2024 (Ccami-Bernal med flere, Journal of Optometry) samlede 103 studier med 66.577 deltagere og fandt en samlet forekomst på 69 procent, med et usikkerhedsinterval fra 62 til 75. Tallet skal læses med varsomhed: de enkelte studier spredte sig fra 12 til 97 procent, fordi der ikke findes nogen fælles definition af tilstanden.

Den brydningsfejl, man ikke kender til

En ukorrigeret brydningsfejl koster mere foran en skærm end næsten noget andet sted, og det er den enkeltfaktor, der oftest bliver overset. Tre grunde lægger sig oven i hinanden.

Afstanden er fast i timer, så øjet får ingen aflastning ved at skifte fokus. Skærmtegn er selvlysende og pixeldefinerede med lavere kantkontrast end trykt tekst, så en lille uskarphed krydser læsbarhedsgrænsen tidligere. Og har man bygningsfejl, forsøger øjet at fokusere en uskarphed væk, som det umuligt kan fokusere væk: ved bygningsfejl kan kun én meridian være i fokus ad gangen. Resultatet er vedvarende, formålsløst fokuseringsarbejde.

Hvor lille en fejl der skal til, er overraskende. Et studie fra 1991 (Wiggins og Daum, Journal of the American Optometric Association) fandt, at en halv til en dioptri ukorrigeret bygningsfejl gav en signifikant stigning i generne under skærmlæsning. En halv dioptri er for lidt til, at nogen kalder sit syn dårligt.

Man ser stort set skarpt. Man bliver bare træt.

De samme forskere viste i 1992, at op til en dioptri resterende bygningsfejl under almindelige bløde kontaktlinser gav den samme stigning, og de anbefalede toriske linser eller et par briller over linserne til computerarbejde. Det er et konkret råd, som næsten aldrig bliver givet.

Det er også argumentet mod færdigbriller uden styrke, uanset hvilket filter de har: de indeholder slet ingen cylinder, altså den del af styrken, der retter bygningsfejl, og de kan ikke sættes til ens målte arbejdsafstand.

Grundlaget har to huller. Forsøgene fremkaldte selv brydningsfejlen, og resten er tværsnitsstudier. Der findes så vidt vides intet randomiseret forsøg, hvor indgrebet var at korrigere en brydningsfejl, folk havde i forvejen, med øjentræthed som hovedudfald.

Og i et tværsnitsstudie af 527 studerende var der ingen sammenhæng mellem bygningsfejl og generne, mens kort arbejdsafstand og genskin hang tydeligt sammen med dem. En synstest viser alligevel, om det er dette, der gælder, og den opsporer samtidig bygningsfejl og nærsynethed, man måske ikke kender til.

Skærmbriller med styrke: hvem har gavn af dem

Det fokuseringsarbejde, øjet skal lave, følger en enkel regel: det måles i dioptrier og er ét divideret med afstanden i meter.

Sammenhængen er ikke en ret linje, men en brøk. En skærm på 60 til 70 centimeter beder øjet om næsten en hel dioptri mindre arbejde end en bog på 40. Derfor er en læsestyrke rutinemæssigt for stærk til skærmen: den er sigtet 20 til 30 centimeter nærmere, end skærmen faktisk står. Man mærker det ved, at man læner sig ind eller løfter hagen for at finde det sted i glasset, hvor teksten bliver skarp.

Det forklarer også en rækkefølge, mange kender på egen krop. Når alderssyn sætter ind, svigter læsning på 40 centimeter først, et stykke ind i fyrrerne. Skærmen på 55 til 70 centimeter bliver ved med at fungere længere. Derfor har mange i halvtredserne et par læsebriller, der er forkerte til skrivebordet.

Det er hele pointen i, at skærmstyrke er et særskilt produkt og ikke blot »læsebriller, bare svagere«.

Hvor stærk additionen skal være, er en måling. Fagreglen er at give nok styrke til, at man kun skal bruge omkring halvdelen af den fokuseringsevne, der er tilbage, og lade resten stå i reserve. Tallet fremgår af målingen, ved ens egen afstand.

Genvejen, der cirkulerer på nettet, at skærmstyrken er »halvdelen af læsestyrken«, underkorrigerer systematisk på 60 centimeter. Den skal man ikke regne ud selv.

Enkeltstyrke, rumprogressive eller almindelige flerstyrkeglas?

Til én fast arbejdsafstand er enkeltstyrkeglas det roligste valg. Skifter man mellem skærm, tastatur og papir gennem dagen, er rumprogressive glas bygget til netop det, mens almindelige flerstyrkeglas er et kompromis på skærmafstand.

Navnene bruges i hinandens sted. I Danmark sælges hovedsagelig enkeltstyrkeglas og rumprogressive glas, nogle gange omtalt i klyngen rum-, kontor- eller arbejdspladsglas, og også kaldt degressive glas. Almindelige flerstyrkeglas kaldes i brancheteksterne glas med glidende overgang.

Et rumprogressivt glas er bygget omvendt i forhold til et almindeligt flerstyrkeglas, hvor afstandsstyrken sidder øverst. Læsestyrken sidder stadig nederst, men styrken aftager opad, så glassets øverste del er sat til en valgt største indendørsafstand i stedet for til det uendelige.

Forskellen mellem nærstyrken og rumstyrken kaldes degression. Glassene sælges i familier med forskellig rækkevidde, typisk op til omkring en, to eller fem meter.

To ting skal siges direkte om rumprogressive glas. Det første er et sikkerhedsspørgsmål, ikke en nuance: de skal bruges indendørs, og man må aldrig køre bil med dem. De stiller ikke skarpt på lang afstand. Det er et andet par, ved skrivebordet, ikke en erstatning for allroundbrillen.

Det andet er, at præference og måleligt udbytte ikke er det samme. Mennesker med alderssyn, der arbejder ved skærm, foretrækker klart skærmspecifikke flerstyrkeglas: i et randomiseret forsøg fra 2018 (Kolbe og Degle, Optometry and Vision Science) med 190 deltagere, hvor hvert par blev båret i to uger på deltagerens egen arbejdsplads, foretrak 84 procent de skærmspecifikke glas og vurderede synet ved skærmen som klart bedre. Kun 14 procent havde overhovedet hørt om sådanne glas fra deres optiker.

Men at de oplevedes bedre, betyder ikke, at de dæmper øjentræthed målbart. Et Cochrane-overblik fra 2018 (Heus, Verbeek og Tikka, otte studier, 381 deltagere) fandt lav til meget lav kvalitet i grundlaget og konkluderede, at progressive computerbriller ikke mindsker øjengener eller hovedpine nævneværdigt. Den kortsigtede fordel over for almindelige flerstyrkeglas forsvandt på mellemlang sigt, og over for enkeltstyrke computerbriller var der ingen forskel efter et år.

Og nakken? En stor del af salget hviler på nakkeargumentet. Glastypen ændrer, hvordan man holder hovedet, men den er ikke vist at ændre, hvad musklerne faktisk gør.

Det studie, der målte muskelaktivitet direkte, med elektromyografi over nakkemusklen (Kolbe med flere, 2023, 32 deltagere), fandt ingen forskel mellem almindelige og skærmspecifikke flerstyrkeglas, selv om deltagerne vurderede synet som meget bedre med de sidste. Norsk forskning fra 1990'erne fandt mindre hovedbøjning med progressiv korrektion, men intet fald i muskelbelastningen over tre måneder.

Den faktor, der har bedst dokumentation for nakken, er skærmhøjden. Jo højere skærmteksten er placeret, desto større nakkebøjning, og en lavere skærm hænger sammen med færre gener i muskler og led.

Moderne flerstyrkeglas er samtidig blevet bedre, og for mange rækker de også ved skærmen. »Almindelige flerstyrkeglas virker aldrig foran en skærm« er for stærkt. »De er et kompromis på skærmafstand og ofte et dårligt førstevalg ved tungt skærmarbejde« er mere rigtigt.

Blåt lys og søvn

Biologien er veldokumenteret, virkningen af brillerne er ikke. Kortbølget lys dæmper melatonin, men ingen objektiv måling har vist, at et filter foran øjnene gør søvnen bedre.

Det er kortbølget lys omkring 460 nanometer, kortlagt i to uafhængige forsøg i 2001 (Brainard med flere og Thapan med flere), der rammer de særlige lysceller i nethinden, som styrer døgnrytmen. Forsøgene brugte monokromatisk lys med høj intensitet, på udvidede pupiller, midt om natten. De kortlægger lyscellens følsomhed. De viser ikke, at en telefon klokken 22 skubber søvnen meningsfuldt bagud, og slet ikke, at det hjælper at filtrere det bånd væk.

Det sidste er faktisk undersøgt, og svaret er nedslående. En metaanalyse i Frontiers in Neurology fra november 2025 (Luna-Rangel med flere) samlede alle dobbeltblinde overkrydsningsforsøg med objektiv søvnmåling og fandt tre, med i alt 49 deltagere. Indsovningstid, samlet søvntid, søvneffektivitet og opvågninger efter indsovning: ingen af målene blev signifikant bedre.

Grundlaget er tyndt i begge retninger. Med 49 deltagere kan man ikke fastslå, at glassene er virkningsløse, og målingen var aktigrafi, altså søvn registreret af en bevægelsessensor på håndleddet, ikke hvordan folk selv oplevede søvnen. Men en påvist virkning findes ikke.

Afstanden mellem de to påstande ses renest i et lille forsøg med 13 drenge på 15 til 17 år (van der Lely med flere, 2015): briller mod blåt lys dæmpede faktisk melatoninhæmningen fra aftenens skærmlys, og alligevel var søvnstadierne og målingerne næste morgen uændrede. Glassene gjorde altså det, de skulle, med hormonet, uden at søvnen blev målbart bedre.

Rådet, der følger af dette, handler om adfærd, ikke om glas: mindre skærm og mindre skarpt lys den sidste time, før man går i seng, og nattilstand på skærmen. Og vil man endelig blokere blåt lys, er det de kraftige, orange glas, der gør det. Den næsten usynlige belægning på et par almindelige skærmbriller dæmper kun en lille andel.

Betaler arbejdsgiveren for skærmbriller?

Ja, under bestemte betingelser. Retten står i § 6 i bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler, skærmbekendtgørelsen, som stadig er gældende. Vejledningen er til gengæld ny: AT-vejledning om skærmarbejde, VEJ nr. 10208 af 9. december 2025, med virkning fra 15. december 2025. Den erstattede D.2.3-vejledningen fra 2022, som nu er historisk.

§ 6 giver fire ting. Man har ret til en passende undersøgelse af øjne og syn: før skærmarbejdet begynder, med jævne mellemrum derefter, og hvis der opstår synsproblemer, der kan skyldes skærmarbejdet. Undersøgelsen skal foretages af en person med de fornødne kvalifikationer, i praksis en optiker eller en øjenlæge. Viser den, at det er nødvendigt, har man ret til en øjenundersøgelse hos en speciallæge.

Og viser undersøgelserne, at det er nødvendigt, og kan ens egne briller eller kontaktlinser ikke bruges, skal man have udleveret specielle synskorrigerende hjælpemidler beregnet til det pågældende arbejde. Arbejdsgiveren skal sikre adgangen til undersøgelserne uden udgift og sørge for, at brillerne udleveres uden omkostninger for den ansatte. Undersøgelsen skal så vidt muligt foregå inden for den normale arbejdstid.

Reglerne gælder »uanset ansættelsesforholdets karakter og varighed«, slår VEJ 10208 fast, og vejledningen nævner udtrykkeligt vikarer, elever og projektansatte. En kort eller løs ansættelse giver altså ikke arbejdsgiveren en undtagelse.

Grænsen er det, de fleste husker forkert. Bekendtgørelsens § 3, stk. 1, udløser §§ 4-6, når en ansat regelmæssigt og i en ikke ubetydelig del af sin normale arbejdstid anvender en skærmterminal. Vejledningen sætter tal på: regelmæssigt betyder, at arbejdet har en tilbagevendende karakter og udføres med en vis hyppighed over en periode og ikke kun lejlighedsvist. Den tilføjer, at skærmarbejde over en periode på cirka to måneder betyder, at det skal vurderes, om der i den periode bliver udført skærmarbejde regelmæssigt.

En ikke ubetydelig del betyder mere end to dages arbejde om ugen set som et gennemsnit over en måned. To dages arbejde er efter Arbejdstilsynets administrative praksis 14,8 timer, altså to gange 7,4 timer, svarende til en 37-timers uge. Arbejdstilsynet angiver ikke en særskilt grænse for deltidsansatte. Bemærk ordet: mere end to dage, ikke mindst to dage.

To danske særregler, som næsten ingen nævner:

Bærbare computere og tablets medregnes ikke altid. Bekendtgørelsen undtager kun »bærbare computere (PC'ere), som ikke fast bruges på en arbejdsplads«, og tablets står ikke i undtagelsen. At tablets falder uden for optællingen er Arbejdstilsynets administrative praksis efter VEJ 10208, ikke bekendtgørelsens ordlyd. Både tablets og mobiltelefoner er efter samme praksis skærmterminaler under bekendtgørelsens § 1, stk. 1, så udstyret er ikke uden for reglerne, blot fordi timerne ikke tælles med. En mail tjekket på en laptop til et møde medregnes altså ikke.

Timerne hjemme og på arbejdspladsen lægges sammen. Reglen står i bekendtgørelse om begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde, som udføres i den ansattes hjem, § 4, stk. 2 og 3: når skærmarbejdet hjemme og skærmarbejdet på faste eller skiftende arbejdssteder samlet set udføres regelmæssigt og i en ikke ubetydelig del af arbejdstiden, gælder reglerne. Undtagelsen gælder kun kravene til selve hjemmearbejdspladsen, hvis man i forvejen har adgang til en skærmarbejdsplads på et fast eller skiftende arbejdssted, der opfylder dem. Retten til undersøgelse og briller falder ikke bort.

Om pengene: Arbejdstilsynet skriver på sin hjemmeside, at arbejdsgiveren som minimum skal sørge for, at den ansatte får udleveret standardstel, standardglas eller kontaktlinser uden omkostninger. Vil man have et dyrere stel, tynde glas eller ekstra belægninger, betaler man selv differencen. Der er ingen øvre beløbsgrænse angivet; minimummet er i stedet defineret positivt som standardstellet.

Det niveau står ikke længere i nogen gældende vejledning. I VEJ 10208 står der intet om hverken øjenundersøgelse eller skærmbriller, og formuleringen om standardstel stammer fra den historiske D.2.3-vejledning fra 2022. Minimummet hviler derfor på Arbejdstilsynets administrative praksis og myndighedens egen hjemmesidetekst. Det er stadig mere konkret, end hvad Norge og Sverige siger, men svagere forankret, end citaterne rundt på nettet lader formode.

To forskellige valg ligger hos arbejdsgiveren, og de blandes ofte sammen. Efter den historiske D.2.3-vejledning bestemte arbejdsgiveren, hvilken optiker eller øjenlæge der foretog undersøgelsen. Den gældende vejledning tager ikke stilling, så punktet hviler på praksis. BFA Kontor, branchefællesskabet for arbejdsmiljø i kontorsektoren, skriver til gengæld, at arbejdsgiveren vælger leverandøren af selve brillerne. Behovet vurderes derimod fagligt, af den, der undersøger synet, og derfor skal man tale med arbejdsgiveren, før man booker tid, og ikke bagefter.

Skattemæssigt er skærmbriller et arbejdsredskab. Arbejdsredskaber, der stilles til rådighed på arbejdspladsen for at udføre arbejdet, er ikke personalegoder. I et bindende svar fra Skatterådet i 2017 (SKM2017.191.SR) blev arbejdsgiverbetalte skærmbriller anset for skattefri, også når de blev taget med til arbejdsrelaterede møder og kurser og på hjemmearbejdsdage.

Bruges brillerne også privat, er de et arbejdsrelateret personalegode og falder under bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3. Den grænse er ikke et bundfradrag: overstiger den samlede værdi af den ansattes arbejdsrelaterede personalegoder grænsen, beskattes hele beløbet og ikke kun den del, der ligger over. Til sammenligning blev refusion af almindelige briller og solbriller, der kan bruges privat, ikke anset for skattefri.

Reglerne i Danmark, Norge og Sverige

De tre lande har samme grundidé og tre helt forskellige grænser. Arbejder man i et nordisk selskab eller over en grænse, er det her, forvirringen opstår.

Grænsen er hovedforskellen. Den svenske time om dagen står i den bindende forskriftstekst og passerer praktisk taget alle, der arbejder på kontor. Sidder man to timer om dagen, klarer man den svenske grænse med god margin og kan alligevel falde uden for den danske, hvor der skal mere end to dage til.

Danmark er det eneste land, der siger, hvad minimummet er: standardstel og standardglas, gratis for den ansatte, men kun i Arbejdstilsynets praksis og hjemmesidetekst, ikke i en gældende vejledning. Den svenske forskrift nævner slet ikke stel, og formuleringen om det billigste acceptable stel kommer fra fagforbundet Unionen, ikke fra forskriften.

Ejerskabet er kun afklaret i Danmark, og kun indirekte. I det bindende svar fra Skatterådet i 2017 (SKM2017.191.SR) forblev brillerne arbejdsgiverens ejendom. Men det var en forudsætning i den enkelte arbejdsgivers ordning, ikke en afgørelse om, hvad dansk ret kræver.

Sådan får man skærmbriller betalt, trin for trin

Rækkefølgen er det, folk gør forkert, og det koster penge.

1. Tal med arbejdsgiveren, før du booker tid. I Danmark vælger arbejdsgiveren leverandøren af skærmbriller, og en del arbejdspladser har en firmaaftale med en bestemt kæde. Køber du først og spørger bagefter, kan du have mistet dækningen.
2. Mål arbejdspladsen op, og tag målene med. Optikeren kan ikke se dit skrivebord. BFA Kontor udgiver et måleskema, du udfylder og tager med til leverandøren: afstand fra øjet til tastaturet, til det manuskript du læser fra, fra gulvet til øjnene, og fra gulvet til nederste og øverste tekstlinje på skærmen, plus hvor mange timer du sidder der, og hvor længe du arbejder uafbrudt. Du behøver ikke skemaet for at måle det samme med et målebånd.
3. Bed om en skriftlig begrundelse, der binder brillen til arbejdet. Det er begrundelsen, der gør kravet nemt at behandle.
4. Sørg for, at begrundelsen angiver den målte arbejdsafstand, og at almindelige briller ikke dækker den. Det er her, kravene bliver afvist. Reglen kræver, at egne briller ikke kan bruges.
5. Skal det være et flerstyrkeglas, skal begrundelsen sige, hvorfor arbejdet kræver skarpt syn på mere end én afstand.
6. Spørg, hvornår næste synsundersøgelse bør være, og få svaret skriftligt.
7. Regn med selv at betale for det, der er udseende og komfort. Dyrere stel, tynde glas, ekstra belægninger: differencen er din.

Hvor ofte man har krav på nye, siger regelsættet ikke. Bekendtgørelsen taler kun om undersøgelser med jævne mellemrum og om nye synsproblemer. Der findes intet lovfæstet interval i nogen af de tre lande. De intervaller, man ser angivet, typisk to til fem år, er arbejdsgiveres eller optikerkæders egne regler.

Kontaktlinser, børn og hjemmearbejde

Bruger man kontaktlinser, er billedet mere nuanceret, end markedsføringen antyder. Den største direkte sammenligning (Meyer med flere, 2021, 602 linsebrugere mod 127 ikke-brugere, alle med mindst fire timers skærm om dagen) fandt, at hvor ofte folk følte øjentræthed, ikke adskilte grupperne. Det, der adskilte dem, var tørhed og irritation.

Et studie fra 2011 (Kojima med flere, 69 linsebrugere mod 102 matchede kontroller) viste, at det er kombinationen, der bærer risikoen: linsebrugere med mindst fire timers skærmarbejde havde målbart lavere tåremenisk, altså mindre tårevæske i kanten mellem øjenlåg og øje, og tydeligt højere symptomscore end de øvrige grupper.

Det, der faktisk er vist at hjælpe, er kunstig tåre under linsebrug: i et studie fra 2022 dæmpede det både symptomstigningen og rødmen. Den amerikanske øjenlægeforening giver et enklere råd i samme retning: brug brillerne en del af dagen.

Børn og briller mod blåt lys: der findes ingen dokumentation, der viser gavn. Cochrane-gennemgangen fra 2023 omfattede kun voksne, så den kan ikke overføres, og et overblik fra 2026 over foranstaltninger mod digital øjentræthed hos unge fandt, at blåt lys-filtrerende tiltag gennemgående viste lille eller ingen gavn. Det, der viste gavn, var adfærd og ergonomi samt behandling af tørre øjne.

Vil man gøre noget for barnets syn, er tid udendørs den faktor, der har bedst dokumentation, men det gælder nærsynethed, ikke skærmtræthed. Store klyngerandomiserede forsøg i Kina og Taiwan har vist, at mere tid udendørs i skoletiden mindsker, hvor mange børn der udvikler nærsynethed. Forsøgene er lavet i befolkninger med meget høj forekomst, så virkningens størrelse kan ikke overføres direkte til nordiske børn, og mekanismen er dagslys, ikke skærmen. Mere står i børn og syn.

Hjemmearbejde er reguleret forskelligt i de tre lande. Danmark har sammentællingsreglen i hjemmearbejdsbekendtgørelsens § 4, hvor timerne hjemme og på arbejdspladsen lægges sammen. De svenske regler gælder udtrykkeligt også, når arbejdet udføres et andet sted end hovedarbejdspladsen, for eksempel i eget hjem. De norske regler nævner ikke arbejdsstedet, og Arbeidstilsynet siger ikke noget om hjemmearbejde, så det punkt er uafklaret.

Sådan mindsker du skærmtræthed

Rækkefølgen er: få synet målt, sæt skærmen rigtigt, dæmp genskinnet. Resten er lindring. Generne skyldes, hvordan øjet bruges, og om brydningsfejlen er korrigeret, og derfor ligger de virksomme tiltag netop der. Ikke i et filter.

• Få synet målt først. Er øjnene trætte, er en øjenundersøgelse næste skridt, ikke et nyt filter. En ukorrigeret brydningsfejl er den mest oversete årsag, og den, man dårligst selv kan opdage.
• Sæt skærmen, så øverste skærmkant er i eller lige under øjenhøjde, med blikket lidt nedad. Det er det bedst underbyggede ergonomiske råd: amerikanske OSHA, den amerikanske optikerforening og den amerikanske øjenlægeforening siger alle det samme.
• Afstanden er mere omstridt, end den ser ud. Den amerikanske optikerforening angiver 20 til 28 tommer, altså de 50 til 70 centimeter, alle gentager, men giver selv tre forskellige intervaller på samme side. Øjenlægeforeningen siger omkring 25 tommer, en armslængde, og OSHA 50 til 100 centimeter. Det er tommelfingerregler, og den afstand, der betyder noget, måles ved ens eget skrivebord.
• Dæmp genskin fra vinduer og lamper. Genskin var en af de faktorer, der faktisk hang sammen med generne i det studie, der ikke fandt nogen sammenhæng med bygningsfejl.
• Blink helt, når du mærker, at øjet tørrer ud. Det er fuldstændigheden og ikke antallet, der har dokumentationen bag sig. At presse frekvensen op alene er ikke vist at hjælpe.
• Kunstig tåre lindrer gener, men den retter ingen brydningsfejl. Vær samtidig klar over, hvad den ikke gør: i et studie fra 2025 blev generne mindre efter en måned med konserveringsfri dråber, mens tårefilmen var uændret, og en randomiseret sammenligning fra 2011 fandt samme forbedring uden behandling. Mere står i øjendråber mod tørre øjne.

Den mest udbredte regel er 20-20-20: hvert 20. minut kigger du på noget cirka seks meter væk i 20 sekunder. Den tilskrives normalt en amerikansk optiker i begyndelsen af 1990'erne og blev ikke udledt af studiedata.

Den er prøvet to gange i 2023, med modstridende resultat. I det ene (Talens-Estarelles med flere, Contact Lens & Anterior Eye, 29 personer) blev generne mindre, mens en påmindelse via webkameraet kom i to uger. Men tårefilm og øjenoverflade ændrede sig ikke, forbedringen var væk en uge efter, og studiet havde ingen kontrolgruppe.

I det andet (Johnson og Rosenfield, Optometry and Vision Science, 30 deltagere) steg generne uanset hvor hyppigt pauserne kom, og forfatterne konkluderede, at resultaterne ikke understøtter 20-sekunders pauser som behandling. Et tredje studie fra samme år fandt, at kun omkring en tredjedel af folk praktiserer reglen overhovedet.

Altså: billigt, ufarligt, værd at prøve. Ikke bevist.

For nogle er briller ved skærmen en daglig irritation, de gerne vil af med. Her kan laseroperation af øjnene være en mulighed at overveje, men den retter afstandssynet og fjerner ikke det alderssyn, der kommer med årene. Den løser altså ikke i sig selv behovet for læse- eller skærmstyrke efter 40, og den er et spørgsmål for en forundersøgelse, ikke for skærmtrætheden.

Ofte stillede spørgsmål

Læs mere om tørre øjne, som ofte er mekanismen bag trætte skærmøjne, og om alderssyn, der gør skærmstyrke relevant efter 40. Er du i tvivl, om du har en ukorrigeret brydningsfejl, så start med en synstest.

Sidst opdateret: Oktober 2026. Informationen på denne side er tænkt som generel vejledning og erstatter ikke lægelig rådgivning. Tal med optiker eller øjenlæge for vurdering af din situation.